Henrik Ibsens skrifter

Desværre ser jeg mig nødsaget til endnu en gang at ulejlige Dem med nogle linjer.

Af ​Deres ærede skrivelse, som jeg modtog igår, erfarer jeg at man agter at ​lade begge gutterne i mit stykke spilles af to skuespillerinder. Dette har gjort mig noget urolig, da jeg deri tror at se et vidnesbyrd om at man ikke har været tilbørlig opmærksom på den ånd, hvori dette stykke er skrevet og hvori det kræver at fremstilles.

At lade gutteroller spilles af damer kan til nød gå an i operetten, i vaudevillen eller i det såkaldte romantiske skuespil; thi der kræves ikke først og fremst ubetinget illusion; enhver tilskuer er sig under opførelsen fuldt bevidst at han bare sidder i et teater og ser på en teaterforestilling.

Men anderledes forholder det sig når «En folkefiende» spilles. Tilskueren skal føle sig som om han var usynlig tilstede i doktor Stockmanns dagligstue; alt må her være virkeligt; begge gutterne også. Derfor er det at de ikke kan spilles af to forklædte skuespillerinder med lokkeparykker og med snørliv; de kvindelige former kan ikke dølges af dragten, trøje og buxer, og aldrig vil de få nogen tilskuer til at tro at han har for sig to virkelige skolegutter fra en af småbyerne. Hvorledes kan desuden en voksen dame komme til at se ud som et 10 års barn?

Begge rollerne må derfor nødvendigvis spilles af børn, i yderste nødsfald af et par småpiger, hvis former endnu ikke er udviklede; og da væk med korsetterne og lad dem få store tykke guttestøvler på benene. Guttemanerer må de naturligvis også oplæres i.

Det er i stykket foreskrevet at doktor Stockmann ved folkemødet skal være klædt i sort; men dragten må hverken være ny eller elegant, og hans hvide halsklud kan gerne sidde lidt påskæve. Men sligt ​finder nok herr Reimers på af sig selv.

Det glæder mig at herr Johannes Brun får med ​iscenesættelsen at gøre. Dette hverv vil volde ham en hel del arbejde og møje; men jeg er forvisset om at han gør sit bedste i enhver henseende og at han vil komme til at høste anerkendelse derfor. For øvrigt kan jeg ikke godt tænke mig at stykket skulde kunne blive færdigt til ​opførelse så tidligt som i midten af Januar.

Med en hilsen til personalet og med ønsket om et godt nytår for alle teatrets vedkommende tegner jeg mig